Cyborgkunst i æstetikteoretisk og evolutionistisk belysning

Som cyborgfænomenet, sammenfletningen af organisk og maskinelt, griber om sig i den postmoderne kultur, udfordres den klare lokalisering af interfacet, mødestedet mellem computerens teknik og menneskets krop. På den ene side har kroppen i nær fremtid udsigt til sanse- og kommunikationsforbedrende implantater, på den anden side er computeren ved at bryde ud af sin 'kasse' i Pervasive Computing. Det skal være delprojektets tese, at denne dislokalisering af interfacet også angår og modsvares af udviklinger indenfor kunsten, for mens kunsten i sin klassisk moderne definition har været afhængig af klare mødeflader mellem kunst og ikke-kunst - mødeflader der flere steder manifesteredes i forløbere til interfacet som bogsiden og maleriet - opbrydes disse flader, i og med kunsten optager organiske og højteknologiske elementer i sig. Herved forskydes dens imaginære repræsentation af liv mod egentligt organiske og funktionelle sammenhænge.

I delprojektet skal jeg således undersøge nyere kunstnere og kunstnergrupper, der på forskellig måde synliggør og udfordrer mødestedet mellem maskinel mediering, kunstnerisk billede og organisk virkelighed: fx Stelarc (australsk performancekunstner, der ud fra en idé om menneskekroppens forældelse undersøger dens samspil med proteser, computere og fjernstyrende agenter); Orlan (fransk performancekunstner, der via elektronisk medierede plastikoperationer overfører kunsthistoriske forbilleder til egen krop); Eduardo Kac (brasilianskfødt kunstner, der skaber bl.a. transgen kunst, nye skabninger udviklet gennem interventioner i eksisterende organismers genmasse, og kunst baseret på telepræsens, fysisk interaktion over store afstande); og SymbioticA (australsk forskningslaboratorium, der dyrker halvlevende skulpturer sammensat af kunstige og organiske dele).

Eftersom disse kunstfænomener alle omhandler, hvordan virkelighed medieres, oversættes og forandres - i feltet mellem biologisk DNA, teknologiske bits og æstetiske billeder - skal en del af min forskning omhandle forholdet mellem medium og virkelighed. Heri indgår i særdeleshed spørgsmålet, om kunsten overlever som autonomt delområde af medierne, eller om den æstetiske erfaring spredes så meget i den teknologisk-organiske virkelighed, at kunstbegrebet mister sin aktualitet. Et andet centralt forskningsområde er historisk orienteret, idet jeg skal forstå cyborg-eksperimenterne som symptomatiske for opkomsten af en ny tidsalder, den posthumane, hvor alle organismer, herunder menneskekroppen, bliver potentielle genstande for teknologisk medieret evolution. Udover at jeg skal indsætte disse eksperimenter i et overlappende kultur- og naturhistorisk perspektiv, hvor posthumaniteten beskrives som en fusion af biologisk evolution og kulturelt styret udvikling, skal jeg også indsætte dem i en snævrere kunst- og kulturhistorisk genealogi, der starter omkring år 1900 med avantgarderne som kunsthistorisk pejlemærke. Avantgardernes medier er nemlig allerede kendetegnet ved at udfordre kunstværdien med tilsyneladende kunstfremmede områder: det fysiske og sociale rum, masseproduktion, handlinger, institution, krop, koncepter - under ét virkeligheden - og i særdeleshed kan man mange steder i avantgardekunsten møde sammenkoblinger af teknologi og rå natur, der foregriber cyborgen.